Venner og allierede: Klørene, særligt Bandet.
Livet er hårdt. Sort og tomt. Mørket er din tætteste ven. Nogle ar kan ikke ses og nogle sår kan ikke heles, nogle gange kan smerten du føler ikke ses.
I det mindste er det sådan at du gerne vil have det. Selvom du er rimlig tilfreds med verden omkring dig, er dit image af at være en deprimeret og introvert dreng det, som du gerne vil have. Det er den perfekte skal, for så behøver du ikke at tage del i alt det der foregår på skolen. Du nyder at lade andre diskutere seriøse emner, mens du har et højtideligt trist ansigsudtryk i enhver given situation. De eneste gange at du slapper af og viser dit glade smilende selv og griner og fniser med andre er når du er med Bandet.
Du spiller bas – ikke fordi at du er interesseret i at spille basguitar, men fordi at det passer til dit image. Først prøvede du guitar, men det er svært at være mystisk og mørk, når man får al opmærksomheden. Det kan du ikke lide. Du plejede at være mere interesseret i at spille, men at øve er utroligt kedeligt. Derfor øver du næsten ikke mere. Koncerter er rimligt fedt, det giver dig muligheden for at spille på dit dystre og mørke image. Og så igen, giver det dig point hos de andre, især i Bandet. Du lader som om at du er ligeglad, men det er superduper fedt.
På det seneste er du begyndt at se på emosider online. De seje og deprimerende billeder af dig selv bliver virkelig populære. På et tidspunkt skar du lidt i dig selv med et barberblad, bare for opmærksomhedens skyld, men det gjorde fucking nas, så det gør du ikke igen. Men opmærksomheden du fik af at have bandage på var fantastisk. De mest populære billeder er af drenge, der snaver med andre drenge. Det ville være rent awsomeness at lave et billede af dig, der snaver med en anden fyr.
Siger ofte: Besvarer med en linje eller to fra et digt, eller siger noget kryptisk om følelser.